Epilepsi - Bloggen

Ingers tog....

Jeg er et af de mennesker som Inger Støjberg er træt af. Som socialrådgiver er jeg med til at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse uden tanke for de mange muligheder der findes på arbejdsmarkedet.

Hvis sådan nogen som mig tog sig sammen og pakkede alle mine normer, fordomme og arbejdsmetoder væk og gik mere ”professionelt” til værks, ville ting se ganske anderledes ud.

Nuvel; nu er Inger og jeg vokset op på den samme egn. Og nogle gange må man jo lade sig dele efter anskuelse.

Jeg er bare nødt til at sige, at jeg aldeles ikke – ligegyldigt hvad den nuværende minister siger – vil lade mig overbevise om at den netop fremsatte reform om fremtidens fleksjob og førtidspension er noget som helst andet end en gigantisk spareøvelse, som kan være en potentiel katastrofe for nogle af dette lands mest udsatte borgere.

Jeg vil også være så ubeskeden at sige at jeg efter snart tyve år i epilepsiverdenen har en væsentligt større fornemmelse for hvad det her vil betyde for vores medlemmer end Inger Støjberg tilsyneladende har.

Selvom det sikkert er til Inger Støjbergs store irritation, er jeg faktisk også stolt af at eje hvad jeg vil mene er ganske almindelig empati for nogle som kan have det rigtigt, rigtigt svært. Og hvis liv er på vej til at blive markant sværere med det foreliggende forslag.

Særligt forarget kan jeg blive over ministerens optræden på TV hvor hun i et nærmest hånende tonefald anklagede min fagforeningsformand for ”...ikke at ville have de svage med på toget...” Jo Inger; det vil vi godt - men jeg vil sgu være ked af hvis de begynder at smide sig ud foran toget...!

Med det foreliggende oplæg skifter tonen i markant grad fra ”En hjælpende hånd til de som har behov” til ”Jagtsæsonen er åben på alle ledige – især de unge under 40; også de som har funktionsnedsættelser og psykiske lidelser – hele året!”

I kan naturligvis som politikere vælge at lukke for den varme hane og sige at det her er niveauet vi har råd til/prioriterer at have råd til for denne specifikke gruppe borgere. Men så kald en skovl for en skovl og lad være med at pakke det ind i spin som ”Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed” (titlen på den flotte pjece der er blevet råd til at lave i forbindelse med lanceringen af reformen).

Der står ret beset ikke en bjælde om hverken forebyggelse, behandlingsmuligheder eller hvilket arbejdsmarked det er som skal opsuge de her mange mennesker i oplægget. Og det ville vel ha´ været et af de fornuftige steder at starte?

Jeg kan kun inderligt håbe på at nogle af politikerne besinder sig og ændrer voldsomt i oplægget. Ellers tror jeg at jeg tager bilen eller cyklen; alt andet end Ingers tog.....

Per Olesen, socialrådgiver

Borger i eget hjem?

Kommunens botilbud til handicappede er borgerens eget hjem, hvor det er meningen, at der skal ydes den støtte, som borgeren har behov for, for at kunne vedligeholde og især udvikle sine færdigheder indenfor alle områder. Støtten skal gives, så borgeren bliver i stand til at kunne leve et liv med de samme muligheder og valgmuligheder, som hvis borgeren ikke havde behov for støtte. Og støtten skal også give borgeren mulighed for at tilegne sig helt nye kompetencer.

Dette kaldes også at kompensere for handicappet, og er et begreb, hvortil der knytter sig rettigheder. Man kompenserer for handicappet, så borgeren bliver i stand til at leve sit liv uden nævneværdige begrænsninger på grund af handicappet.

Men hvordan skal man lige blive i stand til at leve uden nævneværdige begrænsninger, når dem, der skal yde støtten beskæres ned til et absolut minimum?

Hvordan skal man f.eks. lære at forstå en opskrift, handle ind og betale for sine varer og være med til at lave retten, når denne opgave f.eks. ikke længere skal være en del af bo-tilbuddet? Hvorfor skal andre bestemme, hvilken mad man skal spise i hele sit voksenliv, hvem der skal tilberede den osv? Hvordan kan man tillade sig at fratage nogle borgere muligheden for at vedligeholde og udvikle færdigheder indenfor dette område?

Hvordan stemmer det lige overens med kompensationsprincippet, med lige muligheder, med lige valgmuligheder, med Servicelovens intentioner om vedligeholdelse og udvikling af færdigheder, med ligebehandlingsprincippet og med intentionerne i Handicapkonventionen?

Der kunne sikkert stilles flere spørgsmålstegn, men jeg er simpelthen så gal på de berørte borgeres vegne, at jeg ikke er i stand til det lige nu!

Af Berit Andersen, Næstformand

Er økonomistyringen gået for vidt?

Jeg har lige undervist en gruppe gæve mennesker, som alle havde det til fælles at de arbejdede indenfor epilepsiområdet, og dermed havde deres daglige gang i den praktiske virkelighed, man oplever ude på sygehusene anno 2010.

Noget af det, som kunne frustrere dem, var hvordan man i arbejdet på afdelingerne i højere og højere grad styrede efter økonomiske incitamenter – og at det ikke nødvendigvis altid harmonerede med de meget sammensatte behov de så hos den enkelte patient.

De kunne også frustreres over den øgede mængde af tid de brugte til registreringer og papirarbejde - en ”sang” vi hører fra mange andre offentligt ansatte landet over i disse år.

Måske økonomistyringen har taget for meget over? Er man – mere eller mindre uforvarende - i gang med at fragmentere den helhedsorienterede indsats ihjel ifht. gruppen af borgere med svær epilepsi?

Jeg synes, det er trist, hvis detailstyringen af enkeltydelser betyder at man glemmer den sammenhængende rehabilitering af den store gruppe af kronisk syge borgere som er ”storforbrugere” af sundhedsvæsenets ydelser.

Der bør satses helhjertet på at finde indsatser som i langt højere grad binder de forskellige involverede sektorer sammen. Og hvor fokus målrettes langt mere på den enkeltes samlede livssituation end nu. Et eksempel på denne tænkning er det nye rehabiliteringstilbud på Epilepsihospitalet.

Jeg er stenhamrende sikker på, at det betaler sig – både hvis vi tænker på den enkelte person med svær epilepsi, og hvis vi tænker i cost benefit. Og det sidste det skal man helt åbenlyst, hvis man skal have noget igennem i disse økonomistyrede år....

Af Per Olesen, socialrådgiver