Epilepsi - Bloggen

At gå på vandet…

Jeg havde en samtale om førtidspension og fleksjob med Poul Nyrup Rasmussen(S) i går. Baggrunden for vores samtale var regeringens udspil til en reform af førtidspensionen og fleksjob-ordningen.  Vi mødtes på en konference arrangeret af Danske Handicaporganisationer og Foreningen Det Sociale Netværk.

Regeringen lægger op til en begrænset adgang til førtidspension for unge under 40 og en mere incitamentsdrevet fleksjobordning.

Dansk Epilepsiforeningen gav sin holdning til kende gennem Danske Handicaporganisationer, da regeringen lancerede reformen i december sidste år. Vi påpegede, at de udviklingsforløb, som unge under 40 skal på i stedet for førtidspension skal være fagligt i orden og at forsørgelsesgrundlaget ikke må blive kontanthjælp, da det i sig selv må betragtes som invaliderende, hvis man skal gå 22 år på kontanthjælp.

Mindst ligeså vigtigt er det, at fleksjobordningen ikke bliver udsat for den massive forringelse, der er lagt op til. Poul Nyrup Rasmussen, som var en af initiativtagerne til konferencen, deler disse synspunkter og har sat sig i spidsen for at få ændret reformen til noget, vi som samfund kan være bekendt og kan have gavn af.

Bedst illustreret blev problemet omkring fleksjob-ændringerne af den unge Sarah Glerup, som trods udsigten til en fremragende kandidatgrad i medievidenskab på grund af sit handicap allerede kan forudse, hvad fleksjob-reformen vil betyde for hende: Arbejdsløshed! Sagen er, at de ændringer regeringen lægger op til dels øger det administrative besvær ved at ansætte medarbejdere i fleksjob betragteligt for arbejdsgiverne, dels skal fleksjobberne samtidig kæmpe på lige vilkår med alle andre jobansøgere om stillingerne. Som Sarah sagde: ”Hvis jeg var arbejdsgiver og kunne vælge mellem at ansætte mig selv i 20 timer om ugen plus have alt det administrative besvær oven i de skånehensyn, der skal tages og en anden ansøger, der ikke har et handicap, intet administrativt besvær eller skånehensyn… ja, så giver sagen sig selv”.

Økonomiske incitamenter er gode for folk, som kan benytte sig af dem. Men når vi taler om fleksjob, så giver en økonomisk gulerod ikke en kørestolsbruger førligheden igen, og en epilepsipatient bliver ikke anfalds-fri af, at gøre hendes løn afhængig af, at hun præsterer mere. Regeringen kunne lige så godt bede folk i fleksjob om at gå på vandet…!

Af Lone Nørager Kristensen, Landsforman

 

Slug en (bro)pille

Det nye regelsæt for tabt arbejdsfortjeneste trådte så i kraft her 1/1 2011. Det blev så en af den slags julegaver man gerne havde været foruden. Og som desværre ikke kan byttes.

Jeg synes det har været et - rent ud sagt - mærkværdigt forløb, hvor alle de fine principper som den handicapkompenserende del af dansk lovgivning hidtil har bygget på, har måttet vige pladsen fuldstændigt for den barske realpolitiske og økonomiske virkelighed.

Og politikere man troede holdt fanen højt, har bukket sig dybt i støvet for en intern kadaver- og partidisciplin.

Et fyndord lyder: ”Follow the money”, men her er det bare svært at se, hvor de her sparede 300 millioner ender...?

Der er også forskel på den måde man prioriterer på.

Jeg læste for noget tid siden i en lille notits laaaaaaangt inde i min daglige avis, at man uden de store sværdslag tilsyneladende havde fundet yderligere 671 millioner til for-projektering af en ny Femern-bro. Og at broen i øvrigt allerede nu kommer til at koste 7,5 milliarder mere end man regnede med. Uden at der er taget så meget som et spadestik....!

Behøves den være så dyr? Kunne man ha´ sparet ”en bropille ekstra” og undgået de andre besparelser på sårbart kød og blod? Eller skal alt nødvendigvis foregå efter en brutal grønthøstermanøvre?

Jeg ved godt at det er en kende naivt når vi taler mikro- og makroøkonomi. Men hjemme hos mig i privaten kigger vi altid på det samlede husholdningsregnskab, før vi kaster os ud i risikable investeringer eller besparelser. Jeg mangler eksempelvis stadigvæk at overbevise min bedre ½-del om de åbenlyse gevinster, der kan være hvis jeg bevilges en ny Iphone.

Men hvis vi er sidst på måneden, forsøger vi altid at prioritere besparelser så det gør mindst ondt på indbyggerne i vores husstand (...og her lander min Iphone langt oppe på listen.....)

Den øvelse er man måske fri for som overordnet samfundsansvarlig eller ansat i Finansministeriet......?

Af Per Olesen, socialrådgiver

X-Factor

DR1 har igen tv-blockbuster hittet X-Factor på programmet, og i de kommende mange uger kan vi frydes og forarges over Blackmans kommentarer og deltagernes selvpromovering og talent-udvikling.

Men en større konkurrence, om hvem der har X-factor, går måske snart i gang. Jeg taler naturligvis om Folketingsvalget og hvilken politiker eller politiske parti, vi hver især vil sætte vores eget X ved.

Dansk Epilepsiforening synes, at tiden derfor er oplagt til at måle temperaturen på partiernes X-factor. Så i de kommende uger vil vi stille klare og præcise spørgsmål om de sager, som interesserer os som forening. Alle, som vi spørger, vil blive præsenteret, og alle svar, vi modtager, vil blive gengivet på vores hjemmeside.

Helt konkret stiller vi spørgsmål inden for følgende 5 kategorier:

Tandskader – hvorfor har personer med epilepsi ikke ret til at få dækket de direkte handicapbetingede udgifter til tandskader, der opstår på grund af anfald, når andre udvalgte sygdomsområder godt kan?

Tabt arbejdsfortjeneste – hvorfor skal der spares penge på en ordning, som hidtil har været en overskudsforretning for det offentlige, når alle siger, den rammer hårdt i familieøkonomien, hvor der er et barn med handicap?

Førtidspension og fleksjob – hvilken sikkerhed har vi for, at arbejdsgivere fremover vil løfte det sociale ansvar, der lægges op til, og hvordan vil man sikre, at alt, alt for mange ikke fremover blot ender på kontanthjælp i stedet for førtidspension? Og hvor forebyggelsesaspektet blevet af? For slet ikke at tale om den rehabiliteringsindsats som behandlingssystemet skal løfte for at det her skal blive en succes?´

Merudgifter – vores medlemmer har rigtig mange udgifter og typisk en indtægt langt under gennemsnitsbefolkningen, så hvorfor skal der opretholdes et ”bagatel-beløb” på 500 kr. om måneden i merudgifter, før der kan gives økonomisk kompensation for merudgifterne?

Folkeskolen – blandt børn med epilepsi er de, der er mest glade for at gå i skole, dem som går på en specialskole, men nu vil Regeringen have 90 % af alle børn på specialskolerne ind i almindelige folkeskoler. Hvordan kan det give pædagogiske mening, når kommunerne samtidig kører med minimums-timetal, ufaglærte lærervikarer og stadig større hold? Noget som alt sammen kan være den rene indlæringsmæssige gift ifht. børn med særlige behov...

Vi håber, at svarene fra den enkelte kandidat vil hjælpe dig til at vurdere, hvilken politiker eller parti, du synes har tilstrækkelig X-factor til at fortjene dit X.

Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand

Tendenser og det at være tendentiøs

 Vi er i fuld gang med at drøfte Regeringens oplæg til en Førtidspensions-reform. Reformens sigte er helt entydigt, at tilkende førtidspension til færre for ad denne vej at spare penge. Fokus for besparelserne er især de unge under 40 år. Samtlige handicaporganisationer er kritiske overfor reform-udspillet, fordi det åbner for ”fri jagt” på alvorligt syge under 40 år.

I et nyhedsbrev fra Ankestyrelsen kunne man så i sidste uge læse følgende nyhed:¨

”Tendenser for førtidspensioner 2010:3
 
I 3. kvartal 2010 tilkendte kommunerne 3.721 nye førtidspensioner. Det er et fald på 8 procent i forhold til 3. kvartal 2009.
 
Nye førtidspensionister er yngre, når de får tilkendt førtidspension
I de første 3 kvartaler af 2010 var de nye førtidspensionister i gennemsnit 45,7 år. De nye førtidspensionister er blevet et år yngre siden 2005, hvor de i gennemsnit var 46,7 år. Det skyldes især flere tilkendelser til personer mellem 30 år og 49 år, men antallet af tilkendelser til unge under 30 år er også steget.”

Bemærk, hvordan nyheden vinkles… Nyheden er, at 8 procent færre har fået tilkendt førtidspension. Dette er glædeligt, fordi det afspejler, at andre indsatser har kunnet sikre, at 324 mennesker stadig er på arbejdsmarkedet i stedet for på førtidspension.
Men, men… en sådan glædelig nyhed er måske ikke det bedste at gå i byen med, når Regeringen samtidig har lanceret en reform, der skal begrænse især de unge under 40 i at opnå førtidspension. Så er det mere opportunt at vægte de tal, som støtter spare-forslaget. Derfor lægges vægten – fremhævet med fed skrift – på det negative (som i parentes bemærket synes at støtte Regeringens udspil).

Jeg har før nævnt i mine blogindlæg, at det er trist med myndighedernes politisering af nyheder og tal. Men måske er myndighedernes tendentiøse måde at kommunikere på i virkelighed udtryk for den krig, der raser mellem blå og rød blok på Christiansborg? I krig er sandheden altid det første offer.

Det er bare trist, at myndighedernes spin blokerer for at erkende, hvad der i virkeligheden kunne hjælpe både samfundsøkonomien og mennesker med alvorlige handicap og sygdomme, for det mest interessante i nyheden bliver jo ikke drøftet: Hvordan er det lykkedes at nedbringe tallet af førtidspensionister, hvorfor falder gennemsnitsalderen og hvad kan vi lære af det?

Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand

Tendentiøse tendenser

Tendenser og det at være tendentiøs
Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand.

Vi er i fuld gang med at drøfte Regeringens oplæg til en Førtidspensions-reform. Reformens sigte er helt entydigt, at tilkende førtidspension til færre for ad denne vej at spare penge. Fokus for besparelserne er især de unge under 40 år. Samtlige handicaporganisationer er kritiske overfor reform-udspillet, fordi det åbner for ”fri jagt” på alvorligt syge under 40 år.

I et nyhedsbrev fra Ankestyrelsen kunne man så i sidste uge læse følgende nyhed:
”Tendenser for førtidspensioner 2010:3
 
I 3. kvartal 2010 tilkendte kommunerne 3.721 nye førtidspensioner. Det er et fald på 8 procent i forhold til 3. kvartal 2009.
 
Nye førtidspensionister er yngre, når de får tilkendt førtidspension
I de første 3 kvartaler af 2010 var de nye førtidspensionister i gennemsnit 45,7 år. De nye førtidspensionister er blevet et år yngre siden 2005, hvor de i gennemsnit var 46,7 år. Det skyldes især flere tilkendelser til personer mellem 30 år og 49 år, men antallet af tilkendelser til unge under 30 år er også steget.”

Bemærk, hvordan nyheden vinkles… Nyheden er, at 8 procent færre har fået tilkendt førtidspension. Dette er glædeligt, fordi det afspejler, at andre indsatser har kunnet sikre, at 324 mennesker stadig er på arbejdsmarkedet i stedet for på førtidspension.

Men, men… en sådan glædelig nyhed er måske ikke det bedste at gå i byen med, når Regeringen samtidig har lanceret en reform, der skal begrænse især de unge under 40 i at opnå førtidspension. Så er det mere opportunt at vægte de tal, som støtter spare-forslaget. Derfor lægges vægten – fremhævet med fed skrift – på det negative (som i parentes bemærket synes at støtte Regeringens udspil).

Jeg har før nævnt i mine blogindlæg, at det er trist med myndighedernes politisering af nyheder og tal. Men måske er myndighedernes tendentiøse måde at kommunikere på i virkelighed udtryk for den krig, der raser mellem blå og rød blok på Christiansborg? I krig er sandheden altid det første offer.

Det er bare trist, at myndighedernes spin blokerer for at erkende, hvad der i virkeligheden kunne hjælpe både samfundsøkonomien og mennesker med alvorlige handicap og sygdomme, for det mest interessante i nyheden bliver jo ikke drøftet: Hvordan er det lykkedes at nedbringe tallet af førtidspensionister, hvorfor falder gennemsnitsalderen og hvad kan vi lære af det?

Ingers tog....

Jeg er et af de mennesker som Inger Støjberg er træt af. Som socialrådgiver er jeg med til at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse uden tanke for de mange muligheder der findes på arbejdsmarkedet.

Hvis sådan nogen som mig tog sig sammen og pakkede alle mine normer, fordomme og arbejdsmetoder væk og gik mere ”professionelt” til værks, ville ting se ganske anderledes ud.

Nuvel; nu er Inger og jeg vokset op på den samme egn. Og nogle gange må man jo lade sig dele efter anskuelse.

Jeg er bare nødt til at sige, at jeg aldeles ikke – ligegyldigt hvad den nuværende minister siger – vil lade mig overbevise om at den netop fremsatte reform om fremtidens fleksjob og førtidspension er noget som helst andet end en gigantisk spareøvelse, som kan være en potentiel katastrofe for nogle af dette lands mest udsatte borgere.

Jeg vil også være så ubeskeden at sige at jeg efter snart tyve år i epilepsiverdenen har en væsentligt større fornemmelse for hvad det her vil betyde for vores medlemmer end Inger Støjberg tilsyneladende har.

Selvom det sikkert er til Inger Støjbergs store irritation, er jeg faktisk også stolt af at eje hvad jeg vil mene er ganske almindelig empati for nogle som kan have det rigtigt, rigtigt svært. Og hvis liv er på vej til at blive markant sværere med det foreliggende forslag.

Særligt forarget kan jeg blive over ministerens optræden på TV hvor hun i et nærmest hånende tonefald anklagede min fagforeningsformand for ”...ikke at ville have de svage med på toget...” Jo Inger; det vil vi godt - men jeg vil sgu være ked af hvis de begynder at smide sig ud foran toget...!

Med det foreliggende oplæg skifter tonen i markant grad fra ”En hjælpende hånd til de som har behov” til ”Jagtsæsonen er åben på alle ledige – især de unge under 40; også de som har funktionsnedsættelser og psykiske lidelser – hele året!”

I kan naturligvis som politikere vælge at lukke for den varme hane og sige at det her er niveauet vi har råd til/prioriterer at have råd til for denne specifikke gruppe borgere. Men så kald en skovl for en skovl og lad være med at pakke det ind i spin som ”Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed” (titlen på den flotte pjece der er blevet råd til at lave i forbindelse med lanceringen af reformen).

Der står ret beset ikke en bjælde om hverken forebyggelse, behandlingsmuligheder eller hvilket arbejdsmarked det er som skal opsuge de her mange mennesker i oplægget. Og det ville vel ha´ været et af de fornuftige steder at starte?

Jeg kan kun inderligt håbe på at nogle af politikerne besinder sig og ændrer voldsomt i oplægget. Ellers tror jeg at jeg tager bilen eller cyklen; alt andet end Ingers tog.....

Per Olesen, socialrådgiver

Reform af førtidspension og fleksjob: I dag starter debatten rigtigt!

I dag kommer den. Regeringens udspil til en reform af reglerne for førtidspension og fleksjob. I de sene nyheder på DR1 kunne man i går se Helle Sjelle, arbejdsmarkedsordfører for de konservative, forklare hvorfor det er nødvendigt at reformere førtidspensionen.

Begrundelsen er, at for mange under 40 år på grund af især psykisk sygdom, ender på førtidspension, men formodentlig kan nogle af disse få det bedre med deres psykiske sygdom, og dermed på sigt komme i arbejde.

Regeringens egen arbejdsmarkedskommission siger selv, at det ud af de 250.000 danske førtidspensionister vil 5.000 kunne komme i arbejde, hvis man laver en reform. Altså 2 %.
Vores holdning er klar: Skal vi have færre unge under 40 på førtidspension, så er det ikke regeringens typiske ”pisk og gulerod-metodik”, som bør være metoden. Der er en reel grund til at man ender på førtidspension, og for unge med en svær epilepsi og evt. tilhørende kognitive vanekligheder kan stabilitet og ro netop være hele grundbetingelsen for at få det bedre med sin sygdom.

Det er fint med en øget håndholdt indsats overfor unge, men problemet ligger et andet sted. Problemet er ikke at 2 % af førtidspensionisterne på sigt vil kunne klare en eller anden form for beskæftigelse. Problemet er, at grundlaget for reformen burde være bedre forebyggelse!

En reform må først og fremmest bygge på, at man samtidig skaber grundlaget for, at færre bliver syge og at flests mulige får den optimale rehabiliteringsindsats. At snævre indgangen til førtidspensionen ind, så færre unge kommer igennem er ikke en reform: Det er at efterlade unge i et offentligt arbejdsmarkeds-system, der konstant presser de unge. Og det kan være gift for unge med epilepsi!

Vi kan kun glæde os over, at man tilsyneladende ønsker en mere håndholdt indsats for unge, med sigte på at forbedre deres muligheder for at finde fodfæste – eller beholde fodfæstet – på arbejdsmarkedet. Det ser vi er en mulighed ved de påtænkte udviklingsforløb, som vi forstår der lægges op til. Og hvis man samtidig sikrer de unge et rimeligt forsørgelsesgrundlag undervejs, kan der være fornuft i de tanker der har været luftet.

Men lad os nu se det endelige forslag før vi tager stilling. For vi ved nemlig mere om unge med epilepsi og deres specifikke problemstillinger end de gør på Christiansborg. Og det skal vi nok fortælle dem, hvis de farer vild med deres forslag....

Af Lone Nørager Kristensen, landsformand

Borger i eget hjem?

Kommunens botilbud til handicappede er borgerens eget hjem, hvor det er meningen, at der skal ydes den støtte, som borgeren har behov for, for at kunne vedligeholde og især udvikle sine færdigheder indenfor alle områder. Støtten skal gives, så borgeren bliver i stand til at kunne leve et liv med de samme muligheder og valgmuligheder, som hvis borgeren ikke havde behov for støtte. Og støtten skal også give borgeren mulighed for at tilegne sig helt nye kompetencer.

Dette kaldes også at kompensere for handicappet, og er et begreb, hvortil der knytter sig rettigheder. Man kompenserer for handicappet, så borgeren bliver i stand til at leve sit liv uden nævneværdige begrænsninger på grund af handicappet.

Men hvordan skal man lige blive i stand til at leve uden nævneværdige begrænsninger, når dem, der skal yde støtten beskæres ned til et absolut minimum?

Hvordan skal man f.eks. lære at forstå en opskrift, handle ind og betale for sine varer og være med til at lave retten, når denne opgave f.eks. ikke længere skal være en del af bo-tilbuddet? Hvorfor skal andre bestemme, hvilken mad man skal spise i hele sit voksenliv, hvem der skal tilberede den osv? Hvordan kan man tillade sig at fratage nogle borgere muligheden for at vedligeholde og udvikle færdigheder indenfor dette område?

Hvordan stemmer det lige overens med kompensationsprincippet, med lige muligheder, med lige valgmuligheder, med Servicelovens intentioner om vedligeholdelse og udvikling af færdigheder, med ligebehandlingsprincippet og med intentionerne i Handicapkonventionen?

Der kunne sikkert stilles flere spørgsmålstegn, men jeg er simpelthen så gal på de berørte borgeres vegne, at jeg ikke er i stand til det lige nu!

Af Berit Andersen, Næstformand

Når myndigheder beklager…

I den danske stat er der tradition for, at myndighederne skal være upolitiske i deres udmeldinger, og kun skal forholde sig til sagers objektive forhold – uanset, hvad den ansvarlige minister for det aktuelle område i øvrigt mener. Sådan går det desværre langt fra altid. Et rigtigt grelt eksempel så jeg i Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev – Samspil.info, hvor en nyhed om fleksjobordningen er stærkt politisk fordrejet. Underforstået fordrejet i retning af den siddende ministers kritiske holdning til fleksjob.

Fleksjobordningen er en støtteordning, hvor staten giver et tilskud til en arbejdsgiver, hvis arbejdsgiveren ansætter en person som 1) har en varig funktionsnedsættelse og 2) er visiteret til ordningen gennem kommunen. Ordningen interesserer Dansk Epilepsiforening, fordi støtten til arbejdsgiveren giver mulighed for at ansætte medarbejdere med funktionsnedsættelser til en regulær løn. Rigtig, rigtig mange med epilepsi kan takke fleksjobordningen for, at de kan blive på arbejdsmarkedet.
Tilbage til nyheden…

• ”Hver fjerde nye fleksjobber er under 40 år. Det er et stort problem, da mange i fleksjob aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet” siger overskriften. Her har vi den første alvorlige manipulation, da alle i fleksjob er på arbejdsmarkedet – ikke udenfor, som overskriften påstår! Alternativet til at være på arbejdsmarkedet i et fleksjob er for de fleste formodentlig at stå udenfor arbejdsmarkedet på førtidspension.

• ”Det kan også have store menneskelige konsekvenser for de unge fleksjobbere, der risikerer at komme på varig offentlig forsørgelse i en tidlig alder.” Anden manipulation findes her – en ”fleksjobber” er ikke på varig offentlig forsørgelse, men lønnes af sin arbejdsgiver, som af staten modtager et tilskud til lønnen!

• ”Fra fleksjob er der normalt ingen vej tilbage til arbejdsmarkedet” – endnu en manipulation, da ansatte i fleksjob jo er på arbejdsmarkedet og dermed i arbejde!

• ”Det er derfor nødvendigt, at se på fleksjobordningen og ændringer af førtidspension i én sammenhæng, så de unge ikke bliver parkeret uden for arbejdsmarkedet i en tidlig alder” – igen manipuleres der, efter som flekjob ikke er en ”parkering uden for arbejdsmarkedet”, men en ordning som fastholder mennesker med funktionsnedsættelse i arbejde!

Det er forstemmende, at opleve Arbejdsmarkedsstyrelsen gå ud med en nyhed, der er så manipulerende og fuld af direkte forkerte formuleringer. Derfor bad vi om et dementi! Og sørme’ om vi ikke – næsten – fik et:

”Tak for din mail.
 
Vi kan godt se, at formuleringen ikke er helt klar i artiklen "Hver fjerde nye fleksjobber er under 40".
 
I den første sætning skulle der have stået: "...det er et stort problem, da mange fleksjobvisiterede aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet".
 
Over halvdelen af de personer, der visiteres til fleksjob kommer på ledighedsydelse og en del af disse forlader efterfølgende arbejdsmarkedet, uden at have haft en fleksjobansættelse.
 
Personer i fleksjob er naturligvis en del af arbejdsmarkedet - dog ikke en del af det ordinære arbejdsmarked. Og når en person først har fået et fleksjob, kommer de meget sjældent tilbage til ordinær beskæftigelse.
 
For så vidt angår citatet, så er det citeret fra formanden for KL´s Arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg, Erik Nielsen.
Mvh”

Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand
 

Er økonomistyringen gået for vidt?

Jeg har lige undervist en gruppe gæve mennesker, som alle havde det til fælles at de arbejdede indenfor epilepsiområdet, og dermed havde deres daglige gang i den praktiske virkelighed, man oplever ude på sygehusene anno 2010.

Noget af det, som kunne frustrere dem, var hvordan man i arbejdet på afdelingerne i højere og højere grad styrede efter økonomiske incitamenter – og at det ikke nødvendigvis altid harmonerede med de meget sammensatte behov de så hos den enkelte patient.

De kunne også frustreres over den øgede mængde af tid de brugte til registreringer og papirarbejde - en ”sang” vi hører fra mange andre offentligt ansatte landet over i disse år.

Måske økonomistyringen har taget for meget over? Er man – mere eller mindre uforvarende - i gang med at fragmentere den helhedsorienterede indsats ihjel ifht. gruppen af borgere med svær epilepsi?

Jeg synes, det er trist, hvis detailstyringen af enkeltydelser betyder at man glemmer den sammenhængende rehabilitering af den store gruppe af kronisk syge borgere som er ”storforbrugere” af sundhedsvæsenets ydelser.

Der bør satses helhjertet på at finde indsatser som i langt højere grad binder de forskellige involverede sektorer sammen. Og hvor fokus målrettes langt mere på den enkeltes samlede livssituation end nu. Et eksempel på denne tænkning er det nye rehabiliteringstilbud på Epilepsihospitalet.

Jeg er stenhamrende sikker på, at det betaler sig – både hvis vi tænker på den enkelte person med svær epilepsi, og hvis vi tænker i cost benefit. Og det sidste det skal man helt åbenlyst, hvis man skal have noget igennem i disse økonomistyrede år....

Af Per Olesen, socialrådgiver