Epilepsi - Bloggen

Ingers tog....

Jeg er et af de mennesker som Inger Støjberg er træt af. Som socialrådgiver er jeg med til at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse uden tanke for de mange muligheder der findes på arbejdsmarkedet.

Hvis sådan nogen som mig tog sig sammen og pakkede alle mine normer, fordomme og arbejdsmetoder væk og gik mere ”professionelt” til værks, ville ting se ganske anderledes ud.

Nuvel; nu er Inger og jeg vokset op på den samme egn. Og nogle gange må man jo lade sig dele efter anskuelse.

Jeg er bare nødt til at sige, at jeg aldeles ikke – ligegyldigt hvad den nuværende minister siger – vil lade mig overbevise om at den netop fremsatte reform om fremtidens fleksjob og førtidspension er noget som helst andet end en gigantisk spareøvelse, som kan være en potentiel katastrofe for nogle af dette lands mest udsatte borgere.

Jeg vil også være så ubeskeden at sige at jeg efter snart tyve år i epilepsiverdenen har en væsentligt større fornemmelse for hvad det her vil betyde for vores medlemmer end Inger Støjberg tilsyneladende har.

Selvom det sikkert er til Inger Støjbergs store irritation, er jeg faktisk også stolt af at eje hvad jeg vil mene er ganske almindelig empati for nogle som kan have det rigtigt, rigtigt svært. Og hvis liv er på vej til at blive markant sværere med det foreliggende forslag.

Særligt forarget kan jeg blive over ministerens optræden på TV hvor hun i et nærmest hånende tonefald anklagede min fagforeningsformand for ”...ikke at ville have de svage med på toget...” Jo Inger; det vil vi godt - men jeg vil sgu være ked af hvis de begynder at smide sig ud foran toget...!

Med det foreliggende oplæg skifter tonen i markant grad fra ”En hjælpende hånd til de som har behov” til ”Jagtsæsonen er åben på alle ledige – især de unge under 40; også de som har funktionsnedsættelser og psykiske lidelser – hele året!”

I kan naturligvis som politikere vælge at lukke for den varme hane og sige at det her er niveauet vi har råd til/prioriterer at have råd til for denne specifikke gruppe borgere. Men så kald en skovl for en skovl og lad være med at pakke det ind i spin som ”Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed” (titlen på den flotte pjece der er blevet råd til at lave i forbindelse med lanceringen af reformen).

Der står ret beset ikke en bjælde om hverken forebyggelse, behandlingsmuligheder eller hvilket arbejdsmarked det er som skal opsuge de her mange mennesker i oplægget. Og det ville vel ha´ været et af de fornuftige steder at starte?

Jeg kan kun inderligt håbe på at nogle af politikerne besinder sig og ændrer voldsomt i oplægget. Ellers tror jeg at jeg tager bilen eller cyklen; alt andet end Ingers tog.....

Per Olesen, socialrådgiver

Borger i eget hjem?

Kommunens botilbud til handicappede er borgerens eget hjem, hvor det er meningen, at der skal ydes den støtte, som borgeren har behov for, for at kunne vedligeholde og især udvikle sine færdigheder indenfor alle områder. Støtten skal gives, så borgeren bliver i stand til at kunne leve et liv med de samme muligheder og valgmuligheder, som hvis borgeren ikke havde behov for støtte. Og støtten skal også give borgeren mulighed for at tilegne sig helt nye kompetencer.

Dette kaldes også at kompensere for handicappet, og er et begreb, hvortil der knytter sig rettigheder. Man kompenserer for handicappet, så borgeren bliver i stand til at leve sit liv uden nævneværdige begrænsninger på grund af handicappet.

Men hvordan skal man lige blive i stand til at leve uden nævneværdige begrænsninger, når dem, der skal yde støtten beskæres ned til et absolut minimum?

Hvordan skal man f.eks. lære at forstå en opskrift, handle ind og betale for sine varer og være med til at lave retten, når denne opgave f.eks. ikke længere skal være en del af bo-tilbuddet? Hvorfor skal andre bestemme, hvilken mad man skal spise i hele sit voksenliv, hvem der skal tilberede den osv? Hvordan kan man tillade sig at fratage nogle borgere muligheden for at vedligeholde og udvikle færdigheder indenfor dette område?

Hvordan stemmer det lige overens med kompensationsprincippet, med lige muligheder, med lige valgmuligheder, med Servicelovens intentioner om vedligeholdelse og udvikling af færdigheder, med ligebehandlingsprincippet og med intentionerne i Handicapkonventionen?

Der kunne sikkert stilles flere spørgsmålstegn, men jeg er simpelthen så gal på de berørte borgeres vegne, at jeg ikke er i stand til det lige nu!

Af Berit Andersen, Næstformand

Hurra for Cecilie Hother

Fra vores medlemsundersøgelser ved vi det. Fra vores daglige samtaler med medlemmer ved vi det. Fra vores faglige bagland ved vi det… Folk i al almindelighed ved for lidt om epilepsi! Derfor er det overordentligt glædeligt, når personer, som ikke er dagligt aktive i Dansk Epilepsiforening pludselig står frem og gør en forskel!

Man kan finde mange eksempler på, hvor galt det går for mennesker med særlige karaktertræk, problemer eller handicap, når den brede offentlighed ikke kender deres problemer. Og mennesker med epilepsi møder ofte misforståelse, fordomme og myter om epilepsi. Alt fra mistanker om narkomani, psykisk sygdom eller andet kan man blive mødt med.

En af Dansk Epilepsiforenings mange opgaver er at informere og oplyse den brede offentlighed om epilepsi. Det prøver vi på alle mulige måder – vores hjemmeside er blot en af dem. Men det er vanskeligt at trænge igennem barrieren af ”støj”. Ikke alene er der jo rigtig mange sygdomme og handicap, som alle gerne vil have anerkendelse i offentligheden. Vi konkurrerer også med en konstant nyhedsstrøm, som vi efterhånden møder alle vegne og reklamer overalt.

En undersøgelse har engang anslået, at borgere i Danmark og andre europæiske lande udsættes for mellem 1.400 og 1.800 ”budskaber” om dagen! (Og hvis du synes det er slemt, så vurderes det til at være det ca. dobbelte i USA). Altså – mindst 1.400 gange om dagen få vi mulighed for at tage stilling til et eller andet, som vi ikke selv har bedt om at tage stilling til. Jeg synes, det er mange. Men uanset, hvad man synes, så illustrerer tallet, hvorfor det ikke er så nemt endda at ”oplyse den brede offentlighed” om epilepsi. Selv når vores målgrupper møder et af vores budskaber – ja så er konkurrencen på opmærksomhed stor fra de 1.399 andre budskaber den samme person udsættes for den dag!

Cecilie Hother har gennem sin donation af tøj og smykker til Dansk Epilepsiforening skabt et af de budskaber, som vi generelt kunne ønske os flere af: ”Jeg støtter epilepsisagen, fordi…”! Cecilie Hothers budskab er stærkt, fordi hun dels fortæller en personlig historie og dels sætter handling bag sine ord. Derfor råber jeg ”Hurra”! Fordi opmærksomhed på sagen rydder misforståelser væk, og dermed bliver hverdagen en lille smule lettere for mennesker med epilepsi!

Af Lone Nørager Kristensen, landsformand

 

God weekend med forældre til børn med epilepsi

Den forgangne weekend afholdt Dansk Epilepsiforening forældrekursus i Fredericia.

De mange fremmødte forældre blev fyldt op med masser af informationer, debatter og – især – erfaringsudveksling med ligesindede (....samt lidt rødvin og chips... :-) )

Det er vigtigt for en socialrådgiver i epilepsiforeningen som mig at møde forældrene, og høre deres beretninger ude fra ”det virkelige liv” anno 2010, hvor de hver især lever med epilepsiens konsekvenser i dagligdagen hos det de har allermest kært; deres herlige unger.

Konsekvenser der for mange kan være omfattende; familielivet bliver udfordret på måder man ikke havde tænkt, og løsningerne kan være svære at finde.

Mange giver desværre udtryk af at de føler sig ladt i stikken, og at der ikke foregår ret meget aktiv rådgivning fra hverken sygehuset eller kommunen.

Sat lidt på spidsen; sygehuset interesserer sig alene for piller og kommunen alene for at slippe så nemt om ved kontakten som muligt. Og alle parter synes at bruge manglende tid og ressourcer som en plausibel forklaring.

Men kan vi være tilfredse med det?

De gennemtænkte og sammenhængende forløb som mange af disse forældre – og især deres børn – reelt set kan have brug for, kan være ualmindeligt svære at få øje på.

Det synes jeg er ærgerligt i tider hvor man ellers taler meget om sammenhængende patientforløb, og behovet for tværfaglig og tværsektoriel støtte til familier med børn med handicap.

På de her forældrekurser sker der heldigvis altid nogle gode ting når man sætter folk sammen som er i samme båd. Idéer dukker op, meninger brydes, tips til at gøre hverdagen nemmere udveksles. Og mange går hjem med et stærkere netværk end de havde da de kom.

Kurset er et slående eksempel på hvordan medlemmer kan gøre en meget konkret og reel forskel i forhold til hinanden. Krydret med diverse indlæg som forhåbentligt også kan give dem nogle håndtag de kan rive i for at gøre deres dagligdag nemmere.

Lad os få noget mere af det!

Af Per Olesen, socialrådgiver

”Den sidste tredjedel”

Jeg bruger nogle gange begrebet ”....den sidste tredjedel”.

Det er en lidt kikset og ret klinisk betegnelse for den gruppe af epilepsipatienter, som ikke kan blive anfaldsfri på trods af optimal medicinering. Den gruppe som udgør en ganske særlig behandlingsmæssig udfordring, og som ofte har - eller risikerer at få - ledsagende psykosociale vanskeligheder. Det gør min hverdag lidt lettere når jeg taler med kolleger, og - nærmest i kodesprog – forstår vi alle nøjagtigt hvem vi taler om. Eller gør vi?

Nogle gange er det rart at kunne dele verden op i sort/hvidt. I den her sammenhæng betyder det at de som ikke er anfaldsfri har det svært, mens de som ikke har anfald lever lykkeligt..!

Virkeligheden overhaler bare nogle gange de forudfattede og lette holdninger og meninger.

Vi ved fra bl.a. Dansk Epilepsiforenings medlemsundersøgelser, at de som har en svær epilepsi ofte bærer en stor byrde med sig. Men samtidig kan vi konstatere at det ikke udelukkende er epilepsiens sværhedsgrad som gør en forskel.

Man kan sagtens møde mennesker, som trods en kropumulig epilepsi alligevel oplever at have et godt liv. Og som vitterligt ikke selv synes epilepsien udgør en stor hindring for at leve det gode liv.

Eller det omvendte scenarie; man kan møde andre hvis verden er brudt fuldstændigt sammen på grund af epilepsi. Og det selv om de endda – på papiret og i teorien – lever med en velbehandlet epilepsi uden anfald. Men hvor angsten er blevet en nærmest invaliderende følgesvend hos enten personen selv, eller de pårørende.

Hvad er det monstro for mekanismer som kommer i spil? Er det baggrund, genetik, held, samfundsforhold, kultur eller noget helt andet? Eller spiller tidsfaktoren for hvornår man får sin epilepsi en rolle? Eller hvor lang tid man har haft det?

Piet Hein skrev: ”Sygdom er hvordan man har det, sundhed er hvordan man ta´r det”. Jeg ved ikke om det udsagn nødvendigvis altid holder vand, men det rummer vel nok budskabet om at vi alle er enkeltindivider, med vidt forskellig baggrund og vidt forskellige måder at løse de udfordringer livet byder os.

I rådgivningstelefonen er jeg ikke i stand til på forhånd bevidstløst at sortere hvem der har de største behov. Så indtil vi har den helt rigtige ”lille blå pille” som primært hjælper alle med epilepsi, og sekundært gør mig arbejdsløs, er vi nødt til at lytte til hinanden.

Det gør både min sygeplejerskekollega og jeg gerne. Og det er vel at mærke til alle 100 % i epilepsipopulationen. Ikke kun den sidste tredjedel.....

Per Olesen, socialrådgiver

Husk lige stesoliden

Her er en sommerhistorie fra rådgivningen: En mor ringer til foreningen. Familien har netop tegnet et familie abonnement og kontakter foreningen da de vil opgive oplysninger om ”min epilepsi”.

Vi får en snak om deres barns epilepsi. Under snakken fortæller mor om en rejse familie har været på. En ferie hvor de har tilbagelagt rigtig mange kilometer i luften, i rigtig mange timer. Familiens rejse starter tidligt på dagen og nattesøvnen er blevet afbrudt tidligere end vanligt.

Om bord på flyet, sker der det værst tænkelige: Barnet udvikler et krampeanfald som ophører efter 3 minutter, men gentager sig desværre efter kort tid. Barnet har svært ved at komme ud af krampen. Barnets læge har desværre ikke  nået at udfylde en medicinattest som dokumentation på , at barnet har epilepsi og gerne må medbringe anfaldbrydende medicin i håndbagagen. Familien har derfor  i dette tilfælde ikke stesolid ved hånden. Heldigvis klinger anfaldende af, og familien får en anden plads i flyet hvor barnet kan sove uforstyrret. 

Når man skriver sin huskeliste med badedyr, solcreme, badetøj og bøger til ferien, er der også en huskeliste at hente på epilepsiforeningens hjemmeside om gode råd når du rejser ud i sommerlandet eller til andre fjerne himmelstrøg.

Rigtig god og sikker sommer- og husk lige stesoliden.

Af Lotte Vinther Andersen, sygeplejerske

Når kæden hopper af..!

Vi så det tydeligt. Andy Schleck i gult. Holdkaptajn for Bjarne Riis’ cykelhold. Foran i løbet. Og så… Et lille hul i vejen. Kæden, der hopper af. Det aggressive tråd i pedalerne, som bliver brudt. Konkurrenterne som spurter forbi opad, mod mål, mod sejren.

Eller vores udenrigsminister. I fly på vej til konference i Afghanistan. Med et møde med Hilary Clinton i vente. Og så… landingsforbud. Omdirigering. Overflyvningsforbud. Og til sidst: Afbud.

At det ikke altid går, som man planlægger, er en almen-menneskelig erfaring. Vi har alle prøvet det i en eller anden udstrækning. Af og til rammer vi et bump i vejen, så kæden hopper af. Det er ærgerligt, når det sker. Men som regel accepterer vi det, rejser os op, besigtiger skaderne og sætter i gang igen for at indhente det forspildte.

Som formand for Dansk Epilepsiforening møder jeg nærmest dagligt mennesker, som livet har givet bump på vejen, der er større end det de fleste andre oplever.

Epilepsi og alle de udfordringer og kampe epilepsien bringer med sig kan sjældent forudses eller forebygges. Det er et alvorligt ”bump” på livets vej, som griber omfattende ind i de planer, man havde. Og langt de fleste formår alligevel at holde sammen på sig selv og sine kære og få lagt en ny plan. Derfor er det så vigtigt for Dansk Epilepsiforening, at vi er til stede, når andre lægger yderligere forhindringer på vejen: Når kommunerne ikke vil støtte og stille hjælpe til rådighed. Når regeringens lovforslag lægger op til ødelæggelse af hidtil rimelige vilkår for at få familielivet til at fungere. Når offentlige spareplaner som det første slår ned på de svageste.

Lige nu er de politiske fronter er ikke så aktive og debatten er forstummet for en tid på grund af sommerferien. Det giver heldigvis tid til bl.a. at være på sommerlejr med 125 glade og livsbekræftende mennesker, hvor det at have et handicap som f.eks. epilepsi ikke marginaliseres og politiseres. Hvor alle har værdi i sig selv, og hvor alle har øje for den værdi. Det giver inspiration og motivation til et efterår, hvor vi gennem Dansk Epilepsiforening igen vil arbejde på at jævne unødvendige menneskeskabte ”bump” af vejen.
Fordi selvom kæden ind imellem hopper af for os alle, er der jo ingen grund til at stræbe efter det!

Af Lone Nørgaard Kristensen, Landsformand

Ti epilepsirelaterede tip til sommerfornøjelser

På et tidspunkt bliver man træt af at ligge på stranden og glo på fyre med flad mave og knælange, farverige pludderbukser, der er blevet badeulykkernes bidrag til moden, og så har man brug for lidt inspiration til andre former for tidsfordriv.

 

Her er ti små epilepsirelaterede tip til ting, man kan fornøje sig med i ferien:

 

1

Det store sommertip er selvfølgelig at deltage i epilepsiforeningens fotokonkurrence, ”Epilepsi uden ord - fang følelsen af epilepsi med et klik”. Så tag kompaktkameraet, tasken med spejlreflekskameraet og de tilhørende linser eller bare en mobiltelefon med et anstændigt kamera med og stil skarpt på en pige der ler, en dreng der græder, et stjerneskud, en skal fra en valnød eller hvad ved jeg, der kan fortælle noget om epilepsi. Reglerne kan man finde på epilepsiforeningens hjemmeside. 

 

2

Der er også masser af ferieaktiviteter for familier og unge med epilepsi: Familiesommerlejr (18.-24. juli), Ungdomslejren (25.-30. juli), Juniorlejr for unge fra 14-18 år (2.-6. august), Forlænget weekend i Karrebæksminde Feriecenter med tur til Bonbon-land (16.-19. september), mulighed for at leje Campingvogn på femstjernede Emmerbølle Camping. Man kan læse mere om det hele på epilepsiforeningens hjemmeside.

 

 3

Prince havde epilepsi som barn og tilskriver den noget af sin flamboyante optræden: "Tidligt i min karriere prøvede jeg at kompensere for epilepsien ved at være så prangende og støjende som muligt," har han fortalt til tv-stationen PBS. Han modtog ingen behandling for epilepsien, der bare forsvandt på mirakuløs vis fortalte han i tv-showet: "Min mor har fortalt, at jeg en dag kom ind til hende og sagde: 'Mor, nu bliver jeg ikke syg mere'. Hun spurgte 'Hvorfor?' og jeg svarede: 'Det har en engel fortalt mig'."

 

Med den epilepsifortælling som undskyldning anbefaler jeg at se filmen ”Purple Rain” eller lytte til soundtracket med alle dets megahits. Frem for alt titelnummeret, hvor den lille fyr med lilla dress og højt hår og kalvekrøs bl.a. leverer en melodiøs udgave af en Jimmy Hendrix- inspireret guitarsolo holdt på et mainstreem syre-niveau, der kan få alle midaldrende rockelskere til at finde luftguitaren frem.

 

 4

To andre musikere med epilepsi i lasten er Mike Skinner og Ian Curtis.

 

Mike Skinner fokuserede på sin musik i de ungdomsår, hvor han på grund af sin epilepsi holdt sig for sig selv: "Musik er på en måde min bedste ven og den er formentlig grunden til, at jeg ikke blev skør som teenager," har han fortalt. I flere af hans numre kredser han om epilepsien eller følelser forbundet med den. Hvis man er til en god rytme og et godt rap, så er Mike Skinner og The Streets “A Grand Don’t Come For Free” et godt bud på noget at lægge på iPoden.

 

 

5

Goth-punk-rockeren Ian Curtis udviklede i slutningen af 70’erne en svær grad af epilepsi, der sammen med bivirkninger ved medicinen og epilepsiens datidige stigma var en vigtig medvirkende årsag til de humørsvingninger og den depression, der førte til hans selvmord. På grund af epilepsien måtte han af besynderlige, overdrevene grunde heller ikke holde sin datter Natalia.  Men han kunne holde om mikrofonen hos Joy Division, så hvis man vil yde et sommerbidrag til at genoplive goth-punken med sort, hullet tøj, dødningehoveder og skotskternede skjorter, så er cd’en “Unknown Pleasures” et godt sommertip. Et alternativt Ian Curtis-valg er den prisbelønnede spillefilm om ham: ”Control”

 

6

”Control” er langt fra den eneste epilepsirelaterede film. Da man i sommervarmen godt kan bruge lidt kuldegysninger, vil jeg i denne omgang anbefale ”Besat - The exorcism of Emily Rose”. Et hoppende miks af en gyser og en retssals-thriller, der er baseret på en sand historie. En præst anklages for at være skyld i en ung kvindes død under en mislykkedes eksorcisme. Lægerne siger hun havde epilepsi, der ikke kunne behandles. Familien og præsten mener, hun var besat af djævlen.

 

7

Er man handicappolitisk engageret og fx aktiv i epilepsiforeningen eller i en af Danske Handicaporganisationers lokalbestyrelser, så er FNs Handicapkonvention et godt bud på sommerlæsning. Man vil forundres og forarges, når man ser, at det er svært at finde en side, hvor der ikke står noget, som bringer konsekvenserne af bl.a. Genopretningsplanen og regeringens budgetaftale med kommunerne i forlegenhed.

 

8

Vil man have en bog med i sommerhuset, så er den epilepsiplagede Dostojevskijs roman ”Idioten” om fyrst Mysjkin, der på grund af sin epilepsi opfattes som idiot, en højlitterær mulighed. Handlingen rummer både intriger og romantik og ting, det ikke er lykkedes ret mange at genfortælle. Men det er litteratur i sværvægterklassen, der giver en mulighed for at prale af, at man læser andet end svenske femikrimier eller serier af Stieg Larsson-wannabeer.

 

9

Har man selv eller ens barn for nylig fået konstateret epilepsi, så vil en pjece fra epilepsiforeningen være en god støtte. Fx ”Børn med epilepsi” eller voksenpjecen ”Epilepsi i hverdagen”. Et par gode pjecer, der måske kan fjerne lidt af den usikkerhed og rådvildhed, man står med, når epilepsien lige har ramt en som en mur mod panden, en klump i halsen, en sten om hjertet og noget, der fejer benene væk under en. Pjecerne er gratis og kan bestilles via foreningens hjemmeside.

 

10

Hvis man alligevel ikke kan lægge smartphonen eller den lille bærbare fra sig, så gå på Facebook og bliv en ”Jeg synes om”’er af Dansk Epilepsiforening og følg med i alle vores opdateringer. Dansk Epilepsiforening har gang i den hele sommeren.

 

Af Per Vad, kommunikationsmedarbejder

”I love my brain”

Mange er så småt ved at forberede rejseapoteket til sommerens rejse til fjerne himmelstrøg. En vigtig del af rejseapoteket er fx Paraghurt tabletter, som har til formål at forebygge turist diarre. Til sommeren hører også solcreme med faktor 30. Hver dag bliver vi i medierne præsenteret for uv-index og en venlig anmodning om at beskytte huden mod solens farlige bestråling og på den måde forebygge hudkræft. Om sommeren foretrækker mange cyklen som transportmiddel. Vi medbringer vores uundværlige arbejdsmedhjælper - vores højt elskede bærbare computer. Computeren transporteres i en taske, som er polstret. I tasken er der indbygget en beskyttende rem, som spænder computeren fast i tasken. Taskens formål er at beskytte computeren mod stød, slag og bump på vejen til og fra jobbet eller til og fra skolen.

Det undrer mig, hvad det er der gør, at vi som en selvfølge beskytter computeren og sarte rejsemaver men ikke vores helt egen unikke computer – nemlig vores hjerne - med en cykelhjelm?

Hvad er det der gør, at vi vælger cykelhjelmen fra og ikke tænker på de konsekvenser det kan medføre, hvis vi falder eller bliver påkørt og slår hovedet? Slaget mod hovedet kan i yderste konsekvens betyde, at vores hjerne bliver skadet, og at vi på ulykkeligvis udvikler epilepsi.

På min arbejdsplads hænger en smuk sort cykelhjelm med en sætning påtrykt i nakken – en sætning, som ikke er til at tage fejl af, en sætning, som rummer smukke ord - i hvert fald hvis man viser sin familie, omgivelser og kollegaer medmenneskelighed: I love my brain.

Den smukke sorte cykelhjelms formål er at hindre de direkte læsioner fra små genstande, som kan bore sig gennem kraniet. Cykelhjelmen kan også fordele kraften ved sammenstød over et større areal og forlænge opbremsningen af hovedet med brøkdele af sekunder, hindre, at hjernen kvæstes ved indre sønderrivning.

• Der dør stadig personer årligt pga. læsioner i hjernen. Mange overlever læsionen i hjernen men desværre med svære handicaps. 
• Når man først er kommet op i årene, er konsekvensen af at slå hovedet alvorligere. Der er god grund til at bruge hjelm, når man har passeret de 50 år og fortsætter som cyklist.
• Kun ca. 6 procent af cyklister bruger hjelm. Hos børn i 6-9 års alderen bruges hjelmen op mod 53 procent på skolestrækninger. 
• En stor dansk registerundersøgelse har vist, at børns risiko for udvikling af epilepsi er forhøjet - selv optil ti år efter hovedtraume. Hovedtraumer er en hyppig og kendt årsag til udvikling af epilepsi.  
• De fleste børn pådrager sig hovedtraume i forbindelse med cykling.

Der er ikke brug for flere statistikker og undersøgelser: cykelhjelme redder liv og forebygge hovedtraumer. Vi har brug for at kunne færdes i det fri, med eller uden love og regler på området. Mit råd er at færdes med en god portion omsorg for din og dine omgivelsers hjerne. Brug hjelmen.

Af Lotte Vinther Andersen, sygeplejersker

Apotek løbet tør for kopimedicin

Jeg fik en henvendelse i rådgivning fra en mor som var meget frustreret over de problemer hendes søn oplevede med substitutionsreglerne:

”Min søn får et af topiramat-kopiprodukterne i stedet for det originale præparat pga. reglen om, at apotekerne altid skal tilbyde det billigste. Han har nu hverken fået det værre eller bedre, men skulle så i dag købe ny forsyning. Han gik ind på det apotek, hvor hans kronikerordning er registreret, og fik at vide, at det pågældende præparat var i restordre og blev leveret i --- uge 26!!! Han gjorde så opmærksom på, at det var totalt uacceptabelt, og bad apoteket sørge for enten at fremskaffe det alligevel, eller at give ham det originale præparat i stedet - men stadig  omfattet af kronikertilskuddet. Det ville de ikke, men efter lange ordvekslinger, kom ekspedienten i tanker om, at hun jo kunne ringe til leverandøren - det gjorde hun, og der var så èt apotek (i Aalborg!), som havde ÈN pakke tilbage. Ekspedienten lovede så at være behjælpelig med at få fat i denne ene pakke, men den holder kun i 2 uger for min søn. Og min søn fik afskedssalutten ”....at det jo ikke er apotekernes skyld, men Lægemiddelstyrelsens” -- det kan man jo ikke rigtigt bruge til så meget, når man står dèr og skal have sin medicin! Nu må min søn så kontakte egen læge for at finde ud af, hvad han så skal gøre, -- det er simpelt hen SÅ urimeligt og bøvlet, synes jeg....”

Moderen vil nu skrive til både Lægemiddelstyrelsen og til politikerne om det her. Og godt for det – for så kan kritikken afleveres der hvor den hører hjemme.....”

Af Per Olesen, socialrådgiver i Dansk Epilepsiforening