Jeg har det halvskidt indeni, som jeg altid har det, når jeg har været på projektbesøg i Uganda - jeg kom hjem i går.
Problemet er især den ubeskrivelige fattigdom og det faktum, at vi her i vesten, hvor midlerne er rigelige trods finanskriser osv. ikke kan eller vil gøre noget effektivt ved det. At den katolske kirke ikke vil bidrage med sund fornuft og støtte brug af kondomer for at dels begrænse fødselstallet, der er alt for højt. Dels mindske hiv/aids-problemet. At uganderne ikke kan se, at korruptionen er ødelæggende for deres smukke land og dens befolkning. Og det uoverstigelige i at Uganda jo kun ét af ulandene. Der er mange andre "Ugandaer".
Dårlige boliger, mangel på vand - især rent vand, elendige sanitære forhold, stor børne- og mødredødelighed, arbejdsløshed, vold, kriminalitet, sygdomme.
Vi besøgte denne gang to epilepsigrupper i Apac i det nordlige Uganda, hvor der har været krig. Området har verdens højeste forekomst af malaria, fordi der er mange sumpe. Det ligger ikke langt fra grænsen til Congo, og der er nok at slås med for den arme befolkning.
Mange familier har ikke råd til at betale 3 kr. for en måneds epilepsimedicin til et barn. Eller 6 kr. for en voksen. Hvis der overhovedet er medicin og personale til at stille diagnose og behandle. Og medicin er jo ikke det eneste problem, en familie har.
Vi var dernede på grund af det epilepsi-projekt, Dansk Epilepsiforening støtter, og som finansieres af Danida - og det er et vigtigt og godt projekt. Men det kommer jo ikke den enkelte ugander til gode i form af bedre økonomi, rent vand, kloakering, skoler osv. Vi kom kørende i en stor og god 4-hjuls trækker, som er så populær og sådan set også nødvendig på mange dårlige veje.
I trafikken må de svage trafikanter klare sig, som de kan. Man går ikke ud på en gade og venter på, at bilister stopper op. Hornet i bund og fuldt knald frem. Under overhalinger dyttes, og folk og dyr - og personer, der trækker tunge læs på cykel (fx seks lænestole stablet på samme cykel) - må se at komme af vejen, for ellers bliver de kørt ned. Jeg har en enkelt gang set en ihjelkørt mand, der lå i grøften med ansigtet nedad. Smidt som en død hund.
Når man ser nøden, kan man blive noget så træt af al den brok, der er her over snart sagt alt. Det er jeg lige nu igen.
Jutta Houmøller
direktør i Dansk Epilepsiforening
Seneste kommentarer