Jeg har i medlemsbladet, Epilepsi, læst, at I ønsker at åbne Bloggen for indlæg fra andre. På baggrund af dette sender jeg følgende historie om mit forløb med epilepsi.
Mine epileptiske anfald startede for alvor for ca. 19 år siden, men der gik ca. 3 år inden min dejlige familie stillede diagnosen, lægerne kunne ikke.
Det skyldes, at mine anfald viste sig som angsttilfælde. Disse var meget! Lægerne og vi andre troede først, de var psykiske. Jeg troede først, der var krig, senere viste jeg godt det "bare" var noget der foregik i mit hoved. Det kan bedst beskrives ved at bede en forestille sig, man ligger bundet, og der står en gal person med en kniv, og man kan blot håbe på, der kommer en og fjerner personen eller kniven inden den rammer!
Jeg bad på et tidspunkt om bare 1/2 time fri for anfald. Det skal måske lige understreges, jeg så intet! jeg følte "kun" noget når jeg havde et anfald.
Så stillede min dejlige familie, som sagt, diagnosen og jeg blev henvist til Epilepsihospitalet i Dianalund. De kunne "kun" få mig ned på 6 anfald dagligt, så de mente jeg skulle opereres. Det gav jeg dem ret i, og det har hjulpet utroligt meget!
Resultatet er, at jeg ikke har haft et angsttilfælde siden! Jeg kan i dag tåle at blive glad, dette gjorde før operationen, at jeg fik anfald. I dag får jeg absencer/black out ca. en gang om måneden. Det kan jeg let leve med. Jeg plejer at sige med et smil, at de betyder, jeg skal give psykisk førstehjælp til dem der ikke har set et anfald før.
Den eneste bivirkning af operationen er min dårlige hukommelse og folks manglende forståelse for denne. Jeg oplever tit nogen, der tror, jeg er mindre begavet pga. hukommelsesproblemerne. Dette sårer naturligvis meget. Det eneste der er at gøre er dog at være åben omkring sit handicap, så vil folk efterhånden lære at udvise større forståelse.
Af Brynja K. Andersen
Comments