Når jeg går en tur ned ad gågaden i Odense, vrimler det med unge mennesker, der vil sælge medlemsskab af foreninger eller ønsker en aftale om at støtte dette eller hint.
Når jeg sidder på kontoret, ringer der meget tit en sælger. Det kan være fra et firma, der tilbyder konsulenttjenester i form af diverse undersøgelser. Det er typisk fra firmaer, der ønsker at layoute og trykke materialer - altsammen meget bedre og billigere end det, vi har i dag, hedder det. Jeg er også kontaktet af private firmaer, der tilbyder at rekruttere medarbejdere. Det kunne være interessant, hvis jeg havde penge til mere personale, men sådan er verden ikke lige nu.
Af og til bliver jeg tilbudt kunst til væggene for en favorabel pris.
Det klassiske svar er, at jeg ikke er interesseret. På samme måde, som man kun kan spise sig mæt, kan jeg ikke redde forretningen for alle de firmaer, der mangler kunder.
I går var der så et lidt alternativt tilbud. Vi ved alle, at aviserne er hårdt trængt. Annoncesalget går ned, og der fyres journalister. Oplagstallet falder, mange holder slet ikke avis, men klarer sig med de gratis eller nettet - eller ingen nyheder. Aviser lukker. I går blev jeg så ringet op af "Jesper" fra Jyllands-Posten. Om han havde et navn mere? Jo, det havde han, og det fik jeg også. "Jespers" tilbud på vegne af Jyllands-Posten var, at jeg sammen med abonnement på avisen i et år kunne få en gratis bærbar pc, og der skulle for avis og pc kun betales det halve af, hvad avisen normalt koster. Hurtigt remsede han pc'ens herligheder op. Nu står vi ikke lige for at skulle have en ny bærbar på kontoret, men for at kunne vurdere, om der var fornuft i denne investering i forhold til Epilepsiforeningens behov, bad jeg "Jesper" sende mig en mail, så jeg kunne vurdere tilbuddet. Men det kunne ikke lade sig gøre. Han kunne ikke sende noget, men han kunne sende mig en bekræftelse på salget.
Her sluttede samtalen. Jeg kom senere til at tænke på, at en bekendt i pinsen fortalte, at hun altid spørger telefonsælgere, om de er klar over, at det de gør er ulovligt dørsalg. Det bragte jeg ikke på bane her.
Jeg synes, det er et stort problem, at aviserne har det så dårligt. Jeg holder meget af at læse avis, og jeg græmmes over, at kvaliteten daler støt, fordi aviserne har så svært ved at klare sig. Er det virkelig nødvendigt at smide en pc eller noget andet med i pakken for at sælge en avis til en pris, der formentligt ikke engang kan dække omkostningen ved den?
Jutta Houmøller
Comments