Det er dejligt, når man laver noget, man er rigtig glad for, og andre så også synes, det er godt. Sidste år havde Dansk Epilepsiforening en event på Strøget i København, hvor 40 personer på samme tid fik et "epilepsianfald". Som på tælling faldt de om på gaden og krampede i godt et halvt minut, hvorefter de rejste sig og talte med det publikum, som ikke havde nået at flygte. Det skræmmende var nemlig tilskuernes passivitet. Kun en enkelt eller to blev tilbudt hjælp.
Vi var i foreningen ret glade for eventen og har både før og efter orienteret vore venner i blandt andet de nordiske epilepsiforeninger. Som nogen vil huske, blev eventen filmet, og der ligger en lille film - en såkaldt viralfilm - på foreningens hjemmeside og på YouTube, hvor der er set af mere end 100.000 mennesker.
I fredags - den 24. april - prøvede nordmændene at gøre os kunsten efter i mindre format. I hjertet af Oslo faldt 20 personer om på samme tid med "epilepsianfald". De lå lidt længere end danskerne, nemlig i 1½ minut. Og de gentog foretillingen efter en halv time.
I Norge havde de den samme ubehagelige oplevelse, at der ikke blev tilbudt hjælp til den krampende person.
Nu kan man jo sige, det skyldes, at enhver med det blotte øje kan se, at det var en event. Det er der naturligvis lidt om, men jeg tror ikke, det er hele sandheden. Jeg finder det skræmmende, at der er så stor berøringsangst over for epilepsi, og hvis man nu var i den situation, at man straks aflurede teatret, så kunne det måske være en god ide at få en snak med aktørerne om, hvorfor den slags er nødvendigt. I stedet for at tage benene på nakken og stikke af.
Min norske kollega har lagt et par fotos på facebook, hvor hun også fortæller, at der var god pressedækning i Oslo, hvad jeg er glad for at høre. For epilepsi er så usynlig, siger mange.
Jutta Houmøller
Comments