Når telefonen ringer, er det altid spændende, hvem der sidder i den anden ende af ledningen. I dag har jeg haft en ganske usædvanlig opringning af den slags, man bliver så glad for.
Denne mand var far til en datter på ni år, som har epilepsi, og han skulle her i forsommeren have et par større arrangementer i sin virksomhed, hvor han gerne ville generere lidt indtægter til Dansk Epilepsiforening.
"Hvorfor er det altid alle andre, der skal have penge - jeg ved jo, at Epilepsiforeningen mangler midler", fortalte han. Derfor fandt han det ikke rimeligt, at drikkevarer skulle være gratis ved to store arrangementer, hvor de venter 400-500 deltagere til hvert. Næh, der skulle sættes en pris, og så kunne indtægten gå til foreningen.
Vi synes jo også, at det kunne være fedt, hvis Dansk Epilepsiforening i højere grad var på listen over foreninger i folks bevidsthed, når en god sag skal støttes, så det er helt fantastisk, når andre spontant får den ide.
Hvad jeg sagde? TAK - og så fik vi det praktiske på plads. Dejlig opringning. Dejlig mandag.
Jutta Houmøller
Hvor var det dejligt, at der er en person, der betænker foreningen.
Jeg så "Hvem vil være millionær" i går på TV med Villy Søvndal, og jeg blev noget skuffet, at han ikke valgte Dansk Epilepsiforening som modtager - evt. sammen med Læger uden grænser, som han valgte.
Posted by: Berit Andersen | 03 marts 2009 at 15:58