Hvad gør man som mor, når ens 21 årige epilepsiramte søn en dag stiller op og siger, at han og kæresten, har tænkt sig at rejse 8 måneder til ”Langtbortistan” med rygsæk og gummisko?
Først vender man lige skråen! – Så bliver man lidt små irriteret over at sønnike ærlig talt ikke snart kunne gå i gang med en fornuftig uddannelse! – Og til sidst affinder man sig med skæbnen, da det jo åbenbart alligevel ikke nytter noget, at komme med tusind gode råd og kloge formaninger.
Spørgsmålene hober sig op under rejseforberedelserne, men mest for os forældre. De unge interesserer sig mest for, hvilke lande de kunne tænke sig at se, flybilletter, nye rygsække, pas og visum og lign. De har utallige møder med deres rejseselskab, og får efterhånden lagt en rute med tilhørende flybilletter. Og så skal der tjenes penge i en rasende fart, så de næste par måneder arbejdes der på højtryk, for at få skaffet penge nok til turen.
Så langt så godt!
Men hvad med epilepsien?
Skal man have piller med til hele turen? Hvor meget fylder piller til 8 måneder? Skal pillerne ligge i rygsækken eller skal man have dem i håndbagagen? Hvad skal man have med af papirer for at rejse rundt i verden med så meget medicin? Kan man evt. få medicinen i nogle af de lande han skal til? Hvad gør han hvis han mister medicinen? Hvordan har medicinen det med kulde og varme? – Der er spørgsmål nok – og man skal langt omkring for at finde svarene.
Og hvilke spørgsmål skal man egentlig stille sin læge til sidste check inden afrejse? Jeg tror ikke sønnike fik spurgt sin læge om ret meget inden afrejse – eller at lægen havde så meget at bidrage med. Det handlede vist mest om det enorme antal piller han skulle have udskrevet, og så: ”god rejse og pas godt på dig selv!”
Næste kedelige sag som sønnike behændigt fik skubbet over på mig, med henvisning til stor travlhed på jobbet, var spørgsmålet om forsikring?
Han har rejst langt før, så jeg var forberedt på kamp til stregen med de eksisterende forsikringsselskaber. Det ene selskab, Gauda havde tidligere afvist ham helt og aldeles, mens det andet selskab, Europæiske havde accepteret ham to gange på kortere rejser til Mexico og Kina.
Men denne gang handlede det om en forsikring i 8 måneder, og det var en noget anden sag, viste det sig. Vi slap ikke for at skulle dokumentere med journal for i hvert fald et halvt år baglæns. Havde han haft anfald, og hvor mange? Var der sket nogen ændringer i medicinen? Havde han været indlagt på hospital o.s.v.?
Noget af det kunne der svares bekræftende på, og så faldt hammeren: ”Han kan godt blive forsikret på almindelig vis, MEN vi tager forbehold for epilepsien!”
Men kære venner, hvordan skal man dog nogensinde kunne bevise, at man bare er faldet over en sten og har slået sig, og ikke på grund af et epileptisk anfald?
Og dybest set fatter jeg ikke, at man i det her rige samfund, ikke kan forsikre mennesker med den ene eller anden kroniske lidelse. Måske skulle det så koste lidt ekstra. Men tanken om at min søns rejse, hvis uheldet var ude, kunne komme til at koste mig både hus og hjem, synes jeg er urimeligt. Her ligger en oplagt opgave for handicaporganisationerne.
Men de rejste og der har ind imellem været episoder af den ene eller anden art, men dog ikke så alvorligt. Han kommer hjem med et par regninger for noget lægehjælp, som ikke har noget med hans epilepsi at gøre. Jeg har hørt, at forsikringsselskabet allerede har raslet med sablen, og måske ikke vil betale regningerne med henvisning til forbeholdet mod epilepsien.
Men den kamp må vi tage når han kommer hjem!!!
Der er nu kun ca. 14 dage tilbage af sønnikes og kærestens rejse. De har oplevet så meget. Jeg har læst det ene eventyr efter det andet og set billeder på deres blog, om vandreture i bjerge til fantastiske ruiner, oppe på vulkaner, i jungle, rafting på floder, elastikspring, hovedspring i vandfald og masser af oplevelser med mennesker de har mødt, både lokale og andre rygsæk rejsende. Alt i alt en oplevelse for livet. Nogle af de ting han har prøvet, ville man måske ikke ligefrem anbefale til folk med epilepsi, men han gjorde det altså alligevel.
Jeg har selvfølgelig siddet herhjemme og bidt negle ind imellem, og været rigtig bange for det helt store uheld. Men samtidig kan jeg godt se, at han har haft brug for at komme væk fra den store omklamring, man som mor har tendens til når ens barn har epilepsi.
Han har skullet bevise at han udmærket godt kan selv, og det har han gjort!
Mange hilsener
Marianne
Seneste kommentarer